Familien i El Paso

Så har vi solgt alt det, vi troede vi skulle sidde og sælge til garagesalg lørdag formiddag.

Jeg har brugt det meste af formiddagen på at tage billeder af nogle af tingene og sætte dem på 'Craigslist.com' som er en web side, hvor man gratis kan sætte annoncer op om ting man ønsker at sælge eller købe.

Det er mest elektriske apparater, som vi gerne ville af med igen. Vaskemaskine og tørretumbler, microown, strygejern, kaffemaskine - ting som vi har været nødt til at købe, for at kunne bruge det herovre, men som ikke kan bruges ved 220V.

Nogen har anbefalet at jeg solgte det på nettet i stedet for til et garagesalg, for til garagesalg vil folk normalt ikke betale mere end $1 eller $2 for ting, og det ville alligevel være ærgerligt at sælge noget, som næsten aldrig har været brugt og stadig er i perfekt stand for den slags penge. Så jeg satsede altså lidt på, at jeg kunne sælge det til en god pris.

Det første der røg, var gasflasken fra grillen. Den må vi ikke have med hjem i containeren og som i Danmark er systemet sådan, at kan man bytte med en tom, så koster en ny flaske $40, men har man ikke en tom, så skal man betale $20 i depositum, og det får man ikke retur, når man afleverer en flaske, uden at købe en ny.

Så vi tænkte, der må være nogen derude, der ligesom os, kan bruge sådan en tom flaske. Eller tom var den nu ikke, den var kun blevet brugt 2 gange, så den var næsten fuld. Jeg satte den til salg for $20 og 15 minutter efter jeg havde postet min annonce, ringede en mand og ville gerne hente den om 20 minutter.

På samme tid satte jeg vaskemaskine og tørretumbler til salg for $400, microovn for $30, støvsuger for $20 og en combo-cooker (som vi havde fået af dem der købte vores hus i Kolding) for $50.

INTET - absolut intet skete der i løbet af eftermiddagen. Eller det er faktisk løgn. For jeg fik en mail, om vaskemaskinen stadig var til salg og da jeg skrev tilbage, fik jeg en ny mail om, at ham her gerne ville købe det og også betale prisen, jeg skulle bare lige give ham oplysning om, hvortil han skulle sende sin check, og hvem han skulle skrive den ud til, og så snart vi havde sat checken i banken, ville han sende nogen ud og hente tingene.

Som jeg skrev tilbage til ham 'in God we trust, everybody else pays cash'.

For det er lige nøjatig sådan nogle som ham, man hele tiden bliver advaret imod. For med checks er der sådan, at selvom man har sat en check in på kontoen, så kan det tage op til 10 dage, inden banken har fundet ud af, om der er dækning for den eller ej, og er der ingen dækning, så hæves beløbet igen fra ens konto. Og så står man uden hverken penge eller det man troede man havde solgt.

Så her til aften blev jeg lidt utålmodig. Erik sagde : sæt dog skidtet ned, så vi kan komme af med det! Så jeg besluttede at sætte prisen på vaskemaskine og tørretumbler ned til $350, det var jo trods alt det, det ville være rarest at komme af med, og det, der ville give flest penge.

Men lige nøjagtig på samme tid, som jeg ændrede prisen, ringede telefonen. En kone spurgte om vi stadig havde vaskemaskinen til salg, og om hun måtte komme forbi og kigge på det, så jeg gav hende instruktion i, hvor vi boede og hende og familien kom et kvarter senere.

Vi blev enige om $350 - det havde jeg jo alligevel besluttet mig for, at jeg ville sælge det til. 'Er der andet I skal af med?' blev der spurgt, og vi viste dem alt hvad vi havde. Konen manglede lige en mixer, og hun kunne også godt bruge combo-cooker'en (ikke fordi hun havde brug for den, men den ville jo være 'nice to have'. Så hvad ville vi sælge det hele for? Jeg overvejede og imens snakkede de indbyrdes på spansk om, at de godt ville give $400 (men vidste nok ikke, at jeg forstod hvad de sagde) og jeg sagde, hvis I kommer med kontanter, så kan I få det hele med for $400.

Så det lyder aftalen på. Konen låner sin mors truck i morgen og kommer sammen med sin søster og henter det hele. Erik har fundet en masse ekstra ting, som vi gerne vil af med, og har pakket det i et par kasser, og så får de hele lortet med. Og så slipper vi for at tilbringe hele lørdagen med at skulle se vores ting solgt for ingenting. Så hellere komme af med det, og ikke behøve at tænke mere på det.

Og hvordan det ellers går? Alting bliver pakket om ørerne på os. De startede med køkkenet - en af de ting vi håbede, de kunne vente med til sidst. Til gengæld er sengen her stadig. Men vi vil ikke kunne få morgenmad, for vi har ikke nogen tallerkener at spise af, og ikke noget bestik at spise med, og snart har Erik heller ikke nogen kaffemaskine.

Så det er godt at vi flytter på hotel torsdag.

Så er vi nået til sidste dag/nat i huset her på Meriden Lane. Jeg kunne godt være blevet her i længere tid, men når nu arbejdet ikke er her længere, så er vi nødt til at flytte derhen, hvor der er arbejde. Og det skal også blive rigtig godt. Man kan jo ikke bare gå og hygge sig hele tiden, vel?

Den sidste vask er sat over. De fleste ting er puttet i kufferten (eller kufferterne - godt at man må have 2 kufferter á 23 kilo + 1 håndbagage når man rejser fra USA til Europa!) og lige nu sidder vi og venter på, at flyttefolkene skal dukke op.

Vi har besluttet at blive i huset endnu en nat. Så derfor må vi håbe, at de kan vente lidt med at pakke soveværelset. Der er nogle enkelte regninger til forsikringen, der skal scannes og sendes ind, jeg skal have meldt flytning på posthuset, afleveret kabeltv-boksen og hen i WalMart med alle de småpenge, vi har samlet sammen de sidste 2 år, det er vist ikke blevet til få penge. De kan ikke ombyttes til kontanter, men jeg kan bytte dem til et gavekort/betalingskort til WalMart, så jeg kan bruge det, når vi skal købe nogle ting ind. Og dt er jo lige så godt, som kontanter. Og så skal jeg til frokost med en veninde bagefter. Imens bliver Erik her og overvåger at alt går for sig, som det skal.

Det er planlagt at de skal pakke i dag og i morgen og fredag kommer containeren, som alt skal flyttes ind i. Egentlig tror jeg ikke det kommer til at tage dem så lang tid at pakke, medmindre de kun kommer 2 personer i dag. Erik har allerede taget alle billeder ned af væggene (så de ikke bare bliver flået ned, og vi risikerer at der kommer skader, som vi skal betale for til udlejer) og han har fundet kasser frem til mange af vores ting : TV, PC'er, lamper - godt at han har haft fornuft nok til at gemme kasserne. Så bliver det heller ikke så svært for flyttefolkene at få det pakket ned.

Det der kommer til at tage længst tid er nok køkkenet. Vi har masser af glas - helt VILDT mange! Og det skal jo pakkes i silkepapir, inden det kommer i kasser. Mit klædeskab regner jeg selv med at pakke ned, de har nogle høje papkasser med bøjlestang, så jeg i princippet bare kan tage det, der allerede er på bøjler og hænge det ind i kassen. Der skal mange til - jeg har meget, der hænger på bøjler - men så slipper jeg også for, at der er nogle mexicanere, der skal stå og undre sig over mit undertøj!

I morgen aften flytter vi på hotel. Samme hotel som vi boede på, da vi i efteråret 2006 første gang var herovre, for at se, om det var noget for os at flytte til El Paso. Jeg kan huske at jeg tænkte, efter den første nat på hotellet, og Erik forfærdet kom ind på værelset og fortalte at han havde set en bus med et 'no weapons'-skilt på døren, hvad HAR jeg dog gjort, siden jeg har gjort mig fortjent til det her? Er det virkelig det vilde vesten vi siger ja til at flytte til?

Og så viste det sig bare at være et af de bedste steder, vi nogensinde har boet. Men intet varer evigt, og nu sluttes ringen altså med 4 overnatninger på nøjagtig samme hotel, som vi boede på, da vi kom her første gang. Og vi glæder os begge to rigtig meget til at komme hjem igen og genoptage vores liv der, sammen med vores venner og familie, som er blevet forsømt de sidste 2½ år.

På mandag kører vi herfra. Lørdag formiddag regner vi med at holde garagesalg, hvor vi vil forsøge at sælge alle vores elektriske apparater, dem vi ikke kan tage med hjem, fordi de ikke kan køre på 220V. Søndag skal der slappes af. Der kommer en god film i biografen og jeg skal have ordnet negle for sidste gang! Mandag kommer min rengøringskone og hjælper med at gøre huset rent, inden udlejer kl. 12 kommer og gennemgår huset sammen med os og får overleveret nøglerne. Og så kører vi mod Los Angeles. I 2 biler. For Audi'en skal sendes derfra og jeg skal selv køre den til terminalen. Der er 1300 km derover og skulle vi kun køre i en bil, kunne vi måske have klaret det på 1½ døgn. Men da vi nu skal køre i hver sin bil, så regner vi med at overnatte i Tucson mandag aften, og ca. 200 øst for LA tirsdag aften, så vi slipper for at skulle køre i LA eller overnatte derinde før onsdag. Onsdag afleveres bilen på terminalen, vi mødes med Eriks kammerat og kører torsdag til Las Vegas. Skal da lige have den oplevelse med en sidste gang også. Derefter er alle muligheder åbne. Det eneste vi ved er, at vi skal flyve fra Boston den 23. juli. Hvad der sker derimellem, må komme som en overraskelse. Men hvis jeg får mulighed for det, så skal jeg nok skrive om det.

God sommer!

Var i går ude og spise afskedsfrokost med en af mine veninder.

Mara har jeg lært at kende, da vi går til spansk sammen, de flyttede hertil et års tid inden vi gjorde, men vi blev meldt i 'new-comer's club' omkring samme tid, og hun har følt et helt specielt slægtskab med mig, fordi hendes mor - som bor hos hende - er født og opvokset i Flensborg. Det kunne jo i teorien lige så godt have været Danmark, ikke?

Da hun desværre ikke kunne være med til afskedsfesten for mig, da hun på det tidspunkt besøgte sine børn i Californien, inviterede hun mig i stedet til frokost nede i vores mall. Dejlig mad, et glas vin og godt selskab. Hvad mere kan man forlange?

Hendes mand tog lige et billede af os, inden vi kørte afsted. Så har jeg også et billede af hendes hus, som virkelig er et hyggeligt, lille hus.

Da vi kom hjem fra Monterrey lå der 3 breve fra banken til mig i postkassen.

Før vi tog afsted havde jeg checket vores kontoudtog for at finde de forskellige abonnementer vi skal have sagt op i løbet af sidste uge, så der ikke pludselig er noget vi stadig betaler til, også når vi er rejst hjem.

I den forbindelse faldt jeg over et beløb på $11,95 som var blevet hævet af et firma der hed Phillips El Paso den 3. juni, men da jeg søgte efter firmaet på nettet, så jeg kunne ringe og afbestille, hvad det nu var, jeg betalte for, var der slet ikke noget der hed sådan. Det gjorde mig lidt mistænksom, og jeg opdagede at der var hævet et lignende beløb den 23. april. Normalt, hvis man har noget man abonnerer på, så vil beløbet blive hævet den samme dato hver måned, eller måske kvartalsvis, men da jeg som sagt ikke kunne huske at jeg havde bekræftet noget til firmaet, lavede jeg en skriftlig claim til banken.

Allerede samme dag kunne de fortælle mig, at modtager så mistænkelig ud og at det var sandsynligt at beløbet ikke var autoriseret. Men så hørte jeg heller ikke mere.

På nær de 3 breve. Første brev bekræftede at beløbet der var hævet den 3. juni var hævet på mit kort, men uden brug af pin kode og derfor ikke autoriseret. De ville kreditere min konto for beløbet. Næste brev skrev at beløbet alligevel ikke ville blive krediteret, og 3. brev skrev at for at kunne kreditere, havde de brug for flere oplysninger og jeg skulle ringe til dem snarest muligt.

Hvilket jeg så lige har gjort. Jeg får mine penge tilbage, men når man skal have det, er det åbenbart bankens politik, at det ikke kan gøres udelukkende på baggrund af skriftlig korrespondance, man skal også have talt med kortindehaveren i telefonen. Jeg skulle bekræfte hvornår jeg sidst havde brugt mit kort og samtidig vil de tilbagebetale beløbene fra både 3. juni og 23. april.

Så jeg har altså været udsat for kortfusk. Man bliver nu også hele tiden advaret om at det kan ske og jeg er fx. skrevet op til, at jeg dagligt modtager information om, hvor meget der er henholdsvis sat ind på min konto og hævet igen.

Men et beløb som det falder man ikke lige sådan over. Og slet ikke, når vi er 2 der har kort til samme konto. Havde det været et større beløb, havde jeg nok fanget den tidligere, og det er da kun fordi jeg nu vil sige alting op, at den lige springer i øjnene. Men tænk på dem der gør det her, hvis de kan hæve beløbet fra 500 forskellige kort om dagen, eller bare om måneden, så bliver det jo også til en hel del penge. Og hvor mange tænker som jeg, at $11,95 det lyder sandsynligt?

Kortet er nu blevet lukket, og vil ikke kunne bruges igen. Heller ikke af mig. Det vil tage 10 dage at få et nyt kort og ellers skulle jeg gå i min egen bank på mandag og få et erstatningskort. Forhåbentlig vil det virke, for ellers er jeg noget på spanden og vil ikke kunne få et kort, der virker, mens vi er på ferie rundt i USA eller når vi kommer til Danmark. På den anden side, så har Erik heldigvis sit kort, så må han bare se at få det pudset af, og vænne sig til, at det også kan komme op ad pottemånen......  

Nu er der kun 9 dage til, at vi forlader El Paso. Det ser ud til at blive en travl uge, men det har jeg selvfølgelig selv valgt.

Allerførst kan jeg fortælle at jeg de sidste 5 dage har været i Monterrey i Mexico. Erik skulle derned en sidste gang og arbejde og jeg havde ikke lyst til at sidde helt alene hjemme i vores store hus. Så i stedet tog jeg med ham, og fik samtidig muligheden for at besøge nogle af vores venner, som skal bo dernede i 1 år.

Tirsdag mødtes jeg med læsegruppen for sidste gang, bagefter var jeg til frokost med 2 af mine tyske veninder og kl. 15.30 kørte vi i banken, på posthuset og derefter i lufthavnen i Juarez for at tage flyet dertil kl. 17.45.

Det var hulme varmt, da vi ankom. 38 gr. C på en ganske almindelig tirsdag aften. Sveden drevlede af os. På hotellet havde de til gengæld godt gang i aircondition, så man måtte have en trøje på, for ikke at komme til at fryse ihjel eller blive forkølet.

Erik skulle tidligt op, så vi valgte at bestille room service og gå tidligt i seng. Tidligt i forhold til El Paso, for Monterrey er en time foran i forhold til El Paso, så selvom klokken var blevet 23, var den kun 22 i El Paso. Men jeg var nu træt nok.

Onsdag havde jeg en aftale med min veninde og omkring frokost tid fik jeg fat på en taxa og forsøgte på mit bedste spansk at få chaufføren til at forstå at jeg ikke skulle til 'Avenida Los Angeles' men til et beboelsesområde, som hedder Los Angeles. Jeg vidste det skulle ligge i nærheden af 'Valle Oriente' og deri var han helt uenig, indtil jeg insisterede på, at han kørte derhen imod, og så måtte vi tage den derfra. Området er så nyt, at det endnu ikke er på nogen kort og der bor ikke mange derude, som ikke selv har bil, så det er nok ikke så tit at der kører taxa'er dertil. Men heldigvis kom jeg frem, også uden de store problemer, og jeg klappede mig selv på skulderen og fik hans telefonnummer, så jeg kunne ringe til ham, når jeg skulle tilbage til hotellet igen.

Det gik dog ikke helt som forventet, for desværre kunne chaufføren ikke ringes op. Så jeg måtte hen til portvagten og (igen på spansk - og husk nu, at det ikke er noget jeg er særlig god til) forklare at jeg havde brug for en taxa for at komme tilbage til mit hotel. Jeg var blevet advaret imod at bruge grønne taxa'er, for selvom de er billigere end mange andre, så er bilerne noget værre bras og chaufførerne kan man ikke stole på. Desværre var det den eneste af typen der kom, så jeg måtte tage med ham og håbe på det værste. Jeg kom da også hen på hotellet helt uden problemer, så det er nok ikke så slemt alligevel, som jeg har hørt......

Torsdag havde min veninde heldigvis selv bil, og vi besluttede at tage på tur ud på landet og se blandt andet det berømte 'heste-hale-vandfald' og spise frokost på en restaurant, som jeg havde fået navnet på at en af Eriks kolleger. Hun turde dog ikke selv køre ind til byen og hente mig, så jeg måtte igen afsted med taxa og desværre igen med en der ikke kunne engelsk, men nu vidste jeg jo heldigvis selv hvor det var og kunne forklare hvor han skulle dreje og hvornår vi var der.

Turen til vandfaldet gik også helt uden problemer, vi kom frem uden at få buler og det var en smuk oplevelse. Frokosten blev indtaget på en fin, lille restaurant, men det er svært at vænne sig til, at nærmest ingen taler engelsk. Men jeg synes nu vi klarede det helt godt, vi fik da noget at spise, og det smagte udmærket, selvom det nok ikke helt var, hvad vi havde forventet. Om aftenen spiste vi i deres nye hus, jeg var med hende i WalMart og fortælle hende om nogle af de varer jeg plejer at købe (kan genkende dem på emballagen), for det kan være svært et nyt sted lige at vide, hvordan man kender forskel på grovvalsede og finvalsede havregryn!

Fredag kom min veninde og hendes 2 piger ned til mig på hotellet, og vi gik en tur i byen, i parken og tog med på en sejltur hen ad floden, spiste frokost langs flodbredden og hyggede os, indtil vores mænd kom hjem og vi spiste middag på en fin restuarant. Og i dag lørdag, at jeg altså kommet hjem igen, og kan se frem til nogle travle dage, inden flyttefolkene kommer på onsdag og starter med at pakke.

Var mandag til afskedsfest i min Spanish Fun Group.

Det er en gruppe af helt fantastiske kvinder. Vi er i 18 måneder mødtes 3 gange om måneden, for at forsøge at lære spansk, men vi har også gjort mere end det.

Gruppen har været ret sammentømret fra starten, en hård kerne er holdt ved, og nogle få er rejst, når de er rejst fra byen og nogle få, nye er kommet til undervejs, og har befundet sig så godt i gruppen, at de har valgt at fortsætte, også selvom de ikke har været på samme niveau som os udi spansk.

Men gruppen har også været mere end det. Vi har lært hinanden rigtig godt at kende, er mødtes til forskellige sammenkomster og i nogle tilfælde har vores mænd været med. En af medlemmerne er amatør skuespiller, og når hun har været med i teater forestillinger, er vi troppet op og har heppet på hende og hyldet hende bagefter, vi har støttet, når folk har været syge ved at komme med mad, og vi stod sammen, da vi mistede Silvia i februar.

Flere af dem møder jeg også i andre sammenhænge : nogen er i samme læsegruppe som jeg, andre er jeg i vandregruppe med og flere af dem har også deltaget i linedance, for at støtte mig. Der er et par tyskere i gruppen (faktisk er der 3 tyskere med i gruppen nu) og til dem har jeg også et helt specielt forhold.

Altså har mange af de mennesker og aktiviteter jeg har beskæftiget mig med, mens jeg har boet her i El Paso, haft udspring i min spansk gruppe. Og jeg holder uendelig meget af dem. Og i går var det blevet sidste gang, jeg skulle mødes med dem, inden vi rejser herfra.

Georgianna havde tilbudt at lægge hus til, hun havde besøg af sin svigermor fra Florida og alle havde taget forskellige retter med, så der var rigeligt at spise til de margarita'er der også blev serveret. Lækkert! De havde også samlet ind til mig, jeg fik en slags tallerken, formet som en mexicaner hat, så jeg, når jeg kommer hjem, vil kunne fortsætte med at servere chips og dip, for der er plads til dip i toppen af hatten og chips kan lægges i 'skyggen' :-)

Rosa havde taget sine børnebørn med og svigermor var lige så frisk på at springe i vandet, som ungerne var, så det blev til et regulært pool party til sidst.

Åhr, hvor kommer jeg til at savne dem!

I dag er min søster blevet student og sluttede med et stort og flot 10-tal. Jeg er virkelig stolt af hende og ked af, at jeg ikke kunne være der til at fejre dagen med hende, men heldigvis er det meste af familien der og en masse af hendes gode venner, så jeg er sikker på at hun nok skal få en dejlig dag, også uden mig.

Men i hvertfald : stort tillykke!

Søndag aften måtte vi tidligt i seng. Efter en margarita til middagen og efterfølgende mexicansk kaffe i sofaen derhjemme, var vi klar til at blive puttet.........

Mandag skulle der ikke ske så meget. Huset blev gjort rent og jeg var til akupunktur, og bagefter tog vi hen til Tony Lama og fik købt støvler til Erik og jeg. Der skal nok komme billeder af dem, de er super fede og nogen jeg gerne vil prale af, det bliver dog uden ansigt på min husbond, for han er ikke så pjattet med at komme på forsiden af bloggen......

Mandag eftermiddag skulle Erik flyve til Mexico, mens Annette og jeg lige skulle have klaret de sidste indkøb. Så vi tog i outlet mall'en, denne gang dog kun et par timer, og bagefter spiste vi middag på Thyme Matters, en af de få restauranter i El Paso, hvor man kan sidde udenfor og spise. Det blæste ret meget, men det var ikke koldt, så det var virkelig dejligt at sidde og nyde sin mad udendørs.

Nu var vi jo også kommet i gang med at smage på de forskellige margarita'er, og vi skulle heller ikke snydes for en på denne restaurant. Super lækker - ved ikke hvad den hed, og det var også ligegyldigt, og jeg tør godt indrømme at jeg ikke var helt appelsin-fri, da vi skulle køre hjem. Det er jo ulempen ved at være græs-enke - man har ikke nogen til at køre, når man synes at man skal nyde et enkelt glas!

Her er billedet af mig og min drink!

Vi fik dog Audi'en kørt næsten hjem, og det var en pragtfuld udsigt til solnedgangen over bjergene, og jeg kørte også en tur rundt i nabolaget, så vi kunne beundre nogle af de store huse, der hvor de rige bor. På vejen hjem synes jeg dog også at det var på tide at Annette fik en lille forsmag på, hvordan det er at køre cabriolet og automatgear - lad os bare sige at vi fik afprøvet ABS bremserne godt og grundigt, da venstrebenet et par gange blev hamret i bund, og helt ovre, hvor bremsen sad. Heldigivs kom ingen til skade - og vi var så tæt på hjemme, at vi også undgik at tisse i bukserne!

Tirsdag - sidste, hele dag med veninden. Og der var dømt afslapning. Eller det vil sige, en sidste ting på listen skulle lige krydses af, nemlig american breakfast. Så vi tog på IHOP. International House of Pancakes, og fik kaffe, splash-berry juice, spejlæg med bacon, skinke og pølser og dertil revne, stegte kartofler. OG pandekager med jordbær og flødeskum! MUMS! Og der var ikke plads til så meget som et stykke tyggegummi bagefter.

Men så behøvede vi jo heller ikke bekymre os om frokost. Vi tog i mall'en og prøvede lidt tøj, købte lidt og fik bagefter skiftet lakken på finger neglene, så vi igen kunne blive fine. Vi fik også malet en lille blomst på en fingernegl. Det ser flot ud - desværre er det ualmindeligt svært at tage billeder af. Men mon ikke man lige kan fornemme, hvad det går ud på?

Eftermiddagen blev brugt på at slappe af og få lidt sol og lidt hvile, inden vi tirsdag aften tog på Olive Garden, drak margarita (det var jo den sidste aften, så vi fik en lidt anderledes én denne gang, en strawberry-mango margarita)

 og spiste pizza og cheese cake - og i det hele taget fik alt for meget at spise! Jeg fik selv så meget, at jeg dårligt kunne rokke med ørerne og jeg har sovet elendigt hele natten. Men ikke dårligere, end at jeg sov for længe, så da vi skulle køre i lufthavnen her til morgen, var vi ikke i specielt god tid.

Det var ikke muligt at checke ind online og derfor havde vi ikke fået noget sæde til Annette og heller ikke da vi checkede ind. Det skulle hun først have ved gaten. Jeg valgte derfor at bede om lov til at følge hende ud til gaten, og jeg kom igennem security check og det hele sammen med hende, så vi fik helt styr på, hvordan resten af turen skulle foregå. Der var ingen problemer, bare et par detaljer som skulle på plads, men det var helt rart alligevel at få lov til at følge hende hele vejen op, så jeg kunne sikre mig, at alt var i orden, og hun ikke ville komme til at sidde og være strandet et eller andet sted i USA og uden mulighed for at ringe til mig.

Nu varer det kun en times tid, inden hun mellemlander i Chicago og derfra skal hun videre til Newark, hvorfra hun skal flyve direkte til Kastrup, hvor hendes mand kommer og henter hende og kører hende hjem til Brørup. Jeg tror han vil opdage at hun er blevet tanket op med en masse nye oplevelser og indtryk, og det bliver sjovt at høre hvad han siger til de ting hun har købt med hjem.

SÅ : tusind tak for en dejlig uge! Vi ses, når jeg om kort tid igen vender hjem til Danmark.

Efter vi havde shoppet cowboy støvler, var det meningen at vi ville køre over på østsiden af byen, hvor en forretning havde lagt et par sko til side til os. Men vi kom ikke ret langt, inden bilen gjorde vrøvl, og vi måtte i stedet på værksted og få bilen ordnet.

Jeg vil godt sige, at jeg ikke var ubetinget tilfreds, da jeg måtte sætte mig i sofaen og vente på at få dommen over bilen : kunne den fixes, hvor lang tid ville det tage og hvor meget ville det komme til at koste? Så jeg ser måske en anelse opgivende ud på nedenstående billede.....

Der er altså ikke meget man kan foretage sig, når man ikke har bil. Så selvom det ikke tog lang tid at få bilen fixet, så besluttede vi alligevel at blive hjemme og grille og tage en aften på sofaen. Som i parantes bemærket nåede at blive en af Annettes allerbedste bekendtskaber her i El Paso. Så er det sagt........

Lørdag skulle Erik på tur med Bob. De valgte at køre til Arizona med motorcyklerne i traileren, men vi takkede pænt nej til at komme med derop. Bob mente ellers at vi ville have godt af at komme med og se på fuglelivet i Arizona, men selvom det også kunne have været interessant (!) så var der alligevel en hel del indkøb der skulle gøres.

Vi skulle dog også lige se fodboldkamp. Så sol på terrassen og badning i poolen, og så hentede vi take-away og sad i sofaen med benene oppe og så bold. Vi overså dog lige straffesparket i begyndelsen af kampen, fordi vi skulle udforske den medfølgende guacamole - og så skal jeg hilse og sige at der ikke var stor interesse for resten af kampen, da først danskerne havde fået scoret. Men det var da dejligt, at de vandt kampen, trods alt!

Herefter gik det videre. Og jeg fatter ikke, hvordan det skete, men øjensynlig har Annette fået styret sit behov for at bruge penge, og synes pludselig det var mere interessant, hvis JEG begyndte at bruge nogen. Så inden jeg så mig om, kom jeg hjem med en masse gode råd om, hvordan jeg skal klæde mig og fremhæve mine fordele og skjule mine bagdele (bogstaveligt talt!) og 2 nye toppe. Men det skal retfærdigvis tilføjes at jeg da aldrig har været så glad for mig selv, som da jeg samme aften tog min nye top på og så Eriks øjne, da han så mig - så det var det hele værd!

Vi fik dog også set på lidt til Annette - hun var da heldigvis ikke gået helt i baglås med kreditkortet - og efter en senior-kaffe kørte vi hjemad. Smed os på sofaen og så lidt fjernsyn, inden vi klædte om (jo-jo) og omkring kl. 20 mødtes med Bob og Erik på en burger-joint (Carl's Jr. - efter min mening dem der laver de bedste burgere vest for østkysten......) for at få lidt i skrutten, inden vi tog videre på bar.

For når man er i Texas, skal man også have en stor, beskidt burger. Se bare forventningens glæde i øjnene på Annette.....

Mens visse andre må indse, at det er svært på samme tid at spise en burger, og se pæn ud......

De trætte og støvede motorcyklister havde ingen lyst til at tage med os, men jeg havde en ide om, at Annette ville synes det kunne være sjovt. Hun var dog lidt betænkelig ved at have sine nye cowboy støvler på derned, for hvad ville folk ikke tænke, men der var ingen grund til bekymring, for vi ville have været udenfor, hvis vi ikke havde haft vores støvler på. Vi manglede egentlig bare cowboy hatten, så ville vi have været rigtige hill-billies, mens vi sad og drak margarita og så på at en hel masse par dansede Texas-two-step til det lokale band.

Vi blev kun en time - det er også begrænset hvor længe man kan have lyst til at blive siddende og se på at andre danser. Og vi var til sidst lidt nervøse for, om nogen af de tilstedeværende mænd ville få ondt af os, og byde os op. Men så kørte vi også hjem, topløse (bilen, altså) og med fuld skrald på Patsy Cline på stereoen.

Søndag var det tid til sightseeing. Og Erik havde heldigvis lyst til at køre med os, da vi skulle op og se White Sands. Det blæste en hel pelikan. Og mens man stod på klitten, blæste sandet væk under ens fødder. En ret speciel oplevelse.

White Sands er et kæmpe område med store sandklitter (som i virkeligheden ikke er sand, men gips, som er vasket ned fra bjergene) og man skal se det, før man fatter, hvordan det kan se ud. Og lige den dag vi var der, var der en opvakt gut, der havde iklædt sig beduin-tøj og taget sin kamel med på udflugt.

Så har vi også set det med.

Efter White Sands kørte vi over Las Cruses hjem og besøgte Mesilla på vejen hjem. Det er et lille område med forretninger, boder og restauranter, og en hel del historie og charme, som man bare MÅ besøge, når man er i New Mexico. Vi valgte at spise på La Posta, en mexicansk resturant med dansk islæt, for på dametoilettet hænger der plakater af Bjørn Wiinblad.

På menu kortet er ikke bare lækker mad, men også gode drinks. Og vi skulle jo ikke snydes for en margarita, nu da vi havde chauffør på, og vi lod tjeneren bestemme for os, hvilken én, det skulle være. Først bagefter blev vi klar over at han havde anbefalet en 'horny rita'. Jeg skulle hilse og sige, at den var god!

Ser vi ikke også ud til at nyde den?

Fortsættes.......

Så er Annette, min gode veninde, blevet sat på flyet og er på vej hjem til Kastrup. Og jeg sidder her, helt alene, og spiser en bagel og drikker en kop kaffe, mens jeg overvejer, om jeg skal skrive lidt om vores oplevelser, eller om jeg måske hellere skulle gå i seng og sove et par timer mere? Jeg tror det bliver indlæg........

Vi har haft en super god uge sammen. Har fået snakket en masse, men også slappet af og fået tid til at fordøje vores oplevelser sammen. På den anden side havde Annette vist en forventning om, at hun kunne nå at få læst lidt faglitteratur til et kursus hun skal afholde på mandag og DET blev ikke rigtig til noget. Forhåbentlig kan hun få tid til at læse i flyet.

For at starte med begyndelsen, så ankom hun tirsdag aften, El Paso tid, eller det der svarer til kl. 23.30 dansk tid. Så vi har ikke haft så meget tid til at nå nogle af de ting, jeg synes der er helt essentielt, når man besøger mig, og vi har været nødt til at springe nogle af tingene over.

Allerede onsdag tog vi fat på programmet. Allerførst drejede det sig om at få lakket negle, det var jo en af grundene til, at hun overhovedet ville besøge mig. Den dag fik vi også kigget på sko, vasket bil (ja, det er meget vigtigt at have været med mig nede i vaskehallen) og vi gik i supermarkedet, så hun også kunne prøve selv at scanne sine varer og checke ud. Middag blev indtaget på en restaurant, som ligger på en ranch, stor bøf og lækker mad - og her blev grunden lagt til vores udforskning af margarita'er........

Torsdag stod i shoppingens tegn. 9 timer blev det til - det er jo næsten en hel arbejdsdag. Vi nåede heldigvis også et enkelt pit-stop, så vi ikke blev helt vildt dårlige undervejs, det er faktisk ret krævende sådan at shoppe en hel dag. Jeg er nok også ved at blive lidt for god til det. Ihvertfald er der nogle forretninger, jeg kommer mere i end andre, og ekspedienterne er begyndt at genkende mig. Og jeg er begyndt at vide ret meget om, hvad det er, de sælger. Men det var ikke helt smart - da Annette prøvede et par bukser og spurgte om de ikke havde dem i en længere udgave - og jeg svarede at 'nej, det har VI ikke'. Jeg blev selv helt paf over at jeg kom til at sige 'vi' og ikke 'de'. Ekspedienten blev såmænd lige så overrasket - men jeg har nu tidligere i sjov sagt til hende at hun burde ansætte mig og betale provision af al den handel jeg har givet hende, siden forretningen åbnede.

Fredag havde jeg nogle ærinder og over middag var vi på støvle-shopping. Cowboy støvler skal købes i Texas, her ligger nogle af de bedste fabrikker og man kan få nogle støvler der ikke lige er til at få så mange andre steder. Vi kom hjem med et par støvler til en bror i Danmark og Annette fik også selv et par, jeg selv kom hjem med en ide om, at sådan et par støvler kunne jeg også sagtens selv bruge. Jeg skulle bare lige have Erik med derhen, så vi kunne få lidt rabat.

Fortsættes.......

Så fik jeg for allerførste gang problemer med Audi'en. RET uheldigt, og især et rigtigt uheldigt sted.

Min veninde og jeg havde været ude og shoppe cowboy støvler fredag og skulle bare lige ud og hente et par sko, vi havde fået lagt til side i en forretning.

Så vi havde taget toppen ned og vendt bilen og var klar til at køre ind på motorvejen. Men da jeg vil til at køre over for grønt lys for at komme ind på tilkørselsrampen, kan jeg godt mærke at bilen hugger lidt og et lys kommer til syne - check engine!

Jeg ER selvfølgelig allerede på vej op ad rampen, heldigvis i det inderste spor, så jeg kan trække ud i rabatten og se om det vil hjælpe noget på bilen at slukke for den. Der er jo ikke nogen mulighed for at vende om, og jeg bryder mig ikke om at køre helt ind på motorvejen, for så er vi faktisk ret ilde stedte.

Jeg forsøger også at komme i tanker om, hvor jeg egentlig holder, finde ud af at om jeg har et telefonnummer jeg kan ringe til, og synes egentlig det er ret irriterende at jeg lige har været i Tucson, 500 km herfra, for mindre end 2 uger siden for at få bilen serviceret - og nu det her! For jeg kan jo helleri kke bare lige køre til Tucson igen og få den repareret, vel?

Det hjælper desværre ikke noget at slukke bilen, den 'hugger' stadig og jeg er nødt til at gøre et eller andet. Instruktionsbogen ligger derhjemme. Typisk! Og husbonden kan ihvertfald ikke lige på stående fod sige noget om, hvad han tror der kan være galt med bilen, eller om det vil være sikkert at køre videre med problemet. Så jeg beslutter mig til sidst for at køre lidt længere op ad vejen, mest for at komme lidt mere af vejen for de andre biler, så jeg ikke risikerer at nogen kører ind i mig. Og 30 meter længere henne er jeg bare vildt heldig. Et værksted. Og ikke bare et værksted. Men et værksted med speciale i Audi, BMW og Mercedes!

Så jeg slukker bilen og klatrer over et hegn og går ind på kontoret og spørger om de tror at de kan hjælpe mig. Jeg var ikke imponeret over deres indretning af vente-området og jeg var ærlig talt også ved at få en total nedsmeltning ved tanken om, hvad sådan noget kunne komme til at koste - for slet ikke at tale om, hvor lang tid det kunne komme til at tage.

Men heldigvis er det jo en specialist jeg har fat i. Så han griber sin Audi-computer og sætter den til min Audi og vi må konstatere at den ikke tænder på 4. cylinder. Godt så - kom ikke her, nu kender jo også terminologien indenfor biler!

Men kan det laves og hvor lang tid kan det tage og kan vi blive kørt hjem imens. Ja, ikke lang tid og ja.

Så makkeren ringer til et andet værksted hvor han kan hente reservedelen (en coil - her kommer jeg til kort, for jeg ved ikke hvad det hedder på dansk) og sekretæren får besked på at køre Annette og jeg hjem - hun kan lige tage jaguaren og køre os hjem i!

Og 1½ time senere bliver der ringet at bilen er klar, nu lyder den igen som en Audi og jeg må komme og hente den. $141 incl. arbejdsløn - så jeg kunne tage den lidt med ro igen. Og nu kan jeg så også krydse 'Jaguar' af på listen over biler, jeg har kørt i.

Da jeg i forrige uge (tænk at det ikke er længere siden) var i Danmark, besøgte jeg en gammel klassekammerat fra folkeskolen. Vi var rigtig gode veninder da vi gik i skole, sås en gang imellem, da vi fik børn næsten på samme tidspunkt, men pludselig gled vores forhold lidt ud i sandet, der blev længere og længere imellem e-mails og så videre, og til sidst var vi mest på 'hils når du ser......'.

Men for 2 år siden, var vi til jubilæum på skolen og 'genfandt' hinanden. Ikke sådan at vi nu skal til at rende hinanden på dørene, men vi fandt ud af, at vi interesserer os for de samme ting og har samme syn på rigtig mange ting. Så siden jubilæumsfesten har vi genoptaget kontakten, har skrevet mere regelmæssigt til hinanden, talt i telefon sammen et par gange og jeg besøgte hende også, da jeg var hjemme i forbindelse med juleferien.

Og så altså også forrige torsdag.

Vi klikker totalt. Har så meget at tale om, at det næsten ikke kan presses ind i en almindelig torsdag eftermiddag.

Men mens vi sidder og taler sammen, kommer jeg lige 'til' at flashe mine nylakerede tånegle med små blomster på. Og Annette synes egentlig det kunne være meget sjovt, at få sådan nogle fodbehandlinger og flotte negle, og hvor ærgerligt egentlig, at hun ikke havde benyttet sig af at jeg sådan boede et sted, hvor man kunne få den slags ting. 'Og nu er det jo for sent'. Åhr pjat, vel er det da ej for sent, vi havde da et par uger endnu i El Paso og jeg var da villig til at få en gæst mere, inden vi skal flytte hjem. Og Annette fangede den lige prompte. Fik arrangeret at hun kunne få flyttet en ferieuge, flytte et par møder og så kiggede vi på billetter, og samme dag havde vi fået bestilt en flybillet, så Annette kunne komme og besøge mig.

Tirsdag morgen rejste vi begge til El Paso, dog ikke samme rute, så vi landede lige med et par timers mellemrum. Jeg 3 timer før Annette, så jeg lige kunne nå hjem og checke mails og rede en seng og få et bad, inden hun skulle hentes i lufthavnen.

Hun bliver til onsdag morgen. Og vi hygger os. Hun er SÅ dejlig at have besøg af, vi har SÅ mange ting at snakke om, og det er skønt at være sammen med nogen, som man har en fortid sammen med.

Og egentlig er det ret morsomt at det lige var hende, der skulle komme her til El Paso. Hun mistede sin far for 30 år siden, men hendes bror kunne huske at faren for mere end 40 år siden, havde været udstationeret på Fort Bliss i El Paso og øvet sig i at skyde missiler af i White Sands, som ligger nogle få timers kørsel herfra. Så nogle af de ting vi har lavet sammen, har været bare at køre forbi de steder, hvor hun ved, at hendes far også har været. Og ellers hygger vi bare. Eller skulle jeg sige, vi drikker margaritha og shopper OG hygger!

Det er egentlig mærkeligt, så hurtigt man kan vænne sig af med at skrive på bloggen.

Mens vi har boet i USA har jeg skrevet rigtig mange indlæg her på smartlog og jeg synes at der har været masser af ting, jeg gerne ville dele med de mennesker, der synes det var interessant at læse om.

Hver morgen blev smartlog.dk som det første lukket op på computeren og det har som regel også været det sidste jeg har checket, inden jeg gik i seng om aftenen. Jeg har fulgt med i stort og småt på andre blogge og set flere af mine med-bloggere, som en del af min udvidede familie.

Og så gik det hele lige pludselig i stå. Travlhed! Tænk, at det også skulle ramme mig?

Allerførst var det besøget hjemmefra. Mormor og den store søn og der var dømt max hygge og computeren blev kun ved sjældne lejligheder frekventeret. Og så pludselig en tur til Danmark. Rasmus der skulle følges hjem, besøg hos venner og fødselsdage i familien - og jeg var kommet afsted uden pc og boede (oh ve og skræk) i et hjem uden internetforbindelse.

Men faktisk er det da gået meget godt, trods alt. Jeg overlevede. Og tog en veninde med hjem, så igen er der besøg i huset på Meriden Lane og der vil være stille på bloggen i endnu en uges tid.

Eller - måske ikke HELT stille! Jeg MÅ kunne finde noget at skrive om :-)

Vi har jo som sagt haft besøg af Mormor og Kasper. Og sikke 9 dage. Det har været skønt!

Desværre har jeg ikke rigtigt fået taget nogle billeder og jeg kom til at sige til dem begge at de ikke skulle gemme deres billeder på min computer. Så der bliver ingen billedledsagelse denne gang. Desværre! Men så må jeg prøve og se, om jeg kan beskrive vores forlængede uge, så man kan se for sig, hvordan det har været.

Egentlig har vi mest shoppet. Kasper har indset at der er store fordele ved at handle sammen med Mor eller med Fars kreditkort, så nu har han fået fyldt kufferten op med tøj og sko, håndklæder, sengetæppe osv.

Min mor var noget mere afholdende. Fik dog købt lidt forskelligt til sig selv, og så er der nogle fødselsdage i familien i den kommende uge, og nogen der snart får hue på, så det var oplagt at udnytte den lave dollar-kurs og få lidt med hjem.

Men udover shopping har vi også været på en enkelt tur.

Mor og jeg tog til Tucson. Mest for at få bilen serviceret og få skiftet styretøjet, men også for at komme på en lille pige-ferie med aktiviteter vi allerbedst kan lide. Vi kørte hjemmefra onsdag middag, ren Grace Kelly-style med tørklæde om håret og faktor 70 solcreme. Vi fik afleveret min lille Audi A4 og fik til gengæld en Q7 som lånebil. For vi må nok indrømme at den lille bil ikke helt er beregnet til at få brede dame-bagdele ud af, hvis man sidder på bagsædet. Vi blev indlogeret på et resort tæt på Catalina bjergene og fandt et lille marked, hvor vi kunne få en sandwich til aftensmad.

Desværre var været ikke rigtigt med os. Hvis man ser bort fra monsoon sæsonen i juli og august, så regner det kun ca. 10 dage resten af året i Tucson. Og de 3 af dem faldt, mens vi var der i sidste uge. Onsdag aften dryppede det en smule, men det slår jo ikke et par hardcore danske damer ud, så vi stod friske og frejdige op torsdag morgen kl. 5 og fik hentet Carole, så hun kunne vise os Sabino Canyon. Jeg tror dog også det kom bag på Carole at det skulle regne, normalt regner det mest om eftermiddagen, men lige nøjagtig denne dag regnede det og skyerne lå helt vildt lavt, mens vi gik vores 7,4 miles. Det var dog en dejlig tur, og morgenmaden efter de 3 timers vandretur var helt på sin plads.

Efter en tur tilbage til hotellet og få varmen i deres udendørs hot tub, fik jeg en eftermiddagslur og mor fik læst en smule, inden vi igen mødtes med Carole til kaffe på starbucks og en tur på galleri. Vi spiste aftensmad på en mexicansk restaurant hvor vi fik margaritha og dejlig mad.

Forhandleren havde ringet at de skulle bruge en ekstra dag på bilen, så vi besluttede at blive på hotellet til lørdag og nyde den ekstra feriedag vi dermed fik. Fredag gik vi en tur rundt om resorten, ca. 1½ time hvor vi så en masse fugle og firben og vi fik brunch på en super lækker udendørs restaurant. Men så ringede forhandleren at vi alligevel godt kunne hente bilen, det gik der et par timer med, og vi nåede kun at køre en tur ud i Saguaro Nationalpark for at se kaktusserne på lidt nærmere hold, men altså kun fra bilen.

Sidst på eftermiddagen havde vi fået lavet aftale om massage og middagen blev hentet på en nærliggende italiensk restaurant og indtaget på terrassen foran vores værelse med udsigt til fugle, bjerge og solnedgang og i selskab med en dejlig rosévin.

Lørdag stod vi endnu engang tidligt op, for der kunne efter vores mening godt nås en tur mere i Sabino Canyon, specielt da solen nu skinnede. Alting bliver nu meget smukkere, når solen skinner :-)

Og på trods af de mange mennesker så vi rådyr på helt tæt hold og cardinaler (fugle) i al deres røde pragt.

Efter 4 miles tog vi tilbage til hotellet, fik pakket og tog et bad og så kørte vi ud og fik brunch, inden vi kørte tilbage til El Paso.

Det var en dejlig tur. Vi gjorde kun lige hvad vi havde lyst til, og nød virkelig opholdet. Også selvom det ikke var ret længe.

Lørdag eftermiddag var vi igen i El Paso og siden har vi mest hygget og badet i poolen og altså shoppet.

Drengenes tur må jeg berette om på et senere tidspunkt. Nu vil jeg se og komme afsted til lufthavnen og Danmark!

Indrømmet. Jeg har IKKE været særlig aktiv på bloggen den sidste uges tid. Men det betyder ikke at der ikke er sket noget i mit liv. Bare at jeg har prioriteret samværet med familien højere, end at få berettet om det :-)

MEN : I dag har vi sendt Mormor og Kasper hjem til Kastrup igen og lige om et øjeblik rejser Rasmus og jeg til Billund.

Det var selvfølgelig ikke trist at sige farvel til dem, for det varer jo ikke længe, inden vi ser dem igen, men måske var det bare fordi jeg ikke selv tog med dem i lufthavnen, at jeg ikke følte det var så trist.

Erik kørte dem i lufthavnen, da de skulle flyve et par timer tidligere end os. Og imens kunne Rasmus få pakket færdig og jeg kunne lige nå at komme til kiropraktor.

Og lige om et øjeblik vil jeg sørge for at få noget tøj på, spise lidt morgenmad og så er vi altså også fløjet.

Jeg er hjemme igen om en uge. Rejsen er 'bare' for at følge Rasmus hjem til Danmark og så skal jeg lige til en jobsamtale på fredag. Kryds fingre!